Oh! by Kopenhagen Fur lancerer en ny kollektion under overskriften ‘sommerpels’. Den nye sommerkollektion er et statement for pelsbranchen: Pels ikke er længere kun forbeholdt vinteren. Pels er heller ikke kun forbeholdt kåber.

Forårs- og sommerkollektionen fra Kopenhagen Furs eget brand Oh! tilbyder et udvalg af tasker, bælter, handsker samt nøgleringe og som noget helt nyt strik, t-shirts og silkejersey kombineret med pels. Oh! by Kopenhagen Fur tager dermed skridt ind i fremtiden og viser, ifølge brandet selv, vejen for pelsbranchen.

”Vi har valgt at kombinere pels med blandt andet sommerstrik og silkejersey i lyse farver. Joggingsættet med top og shorts i silkejersey og pels sætter en streg under trenden for eksklusivt fritidstøj til afslapning i weekenden. En anden specialitet i kollektionen er en kollektion af sommerhandsker udført i minklæder: Et tyndt og elegant læderstof, som er ekstremt slidstærkt,” fortæller direktøren for Oh! by Kopenhagen Fur, Patrizia Venturelli Christensen.

Nordiske trends med feminint anstrøg

Størstedelen af kollektionen er inspireret af Nordic Romance trenden. En mindre kapselkollektion er inspireret af Underground Copenhagen trenden.

Nordic Romance tager udgangspunkt i det historiske København og den skandinavske elegance, mens Underground Copenhagen er trenden bag Oh! by Kopenhagen Furs kapselkollektion, der tager udgangspunkt i den bevægelse og det flow, der kendetegner subkulturen og det urbane København. Inspirationen til kapselkollektionen er delvis hentet fra temaet ‘Cartoon’ fra Oh! by Kopenhagens sidste kollektion.