Det er velkendt, at folk, der bor på landet, er mere lykkelige, end folk der bor i byerne. Alligevel flytter flere og flere til byerne med bevidstheden om, at tilværelsen kunne være så meget bedre, hvis bare man boede ude mellem de gule og grønne marker i nærheden af en af landets mange landsbykirker og en nedlagt landsbyskole, der er lavet om til kollektiv. Dette paradoks fører jævnligt til, at nogle forsøger at starte en ny bevægelse mod centralisering og befolkningskoncentrationer i etager, udfoldet på mindre og mindre plads.

Seneste forsøg står regeringen for. Med et uddannelsespolitisk fremstød, hvor man vil flytte uddannelser ud i periferien og til områder, hvor der ikke er så mange andre statsinstitutioner. Man kan sagtens sige noget sympatisk om initiativet, men man har også denne gang en klar oplevelse af, at det heller ikke ændrer noget denne gang. Sådan for alvor.

Unge mennesker drømmer eksempelvis ikke om at blive boende i Skive, når de skal tage en videregående uddannelse. De drømmer om en af de store danske byer, hvor der er gang i kulturen, musikken, venskaber, netværk, cafeer og alt muligt andet, der udgør rammerne for et almindeligt, moderne ungdomsliv.

Virksomheder drømmer heller ikke om at etablere sig i en sammenhæng, hvor der ikke er umiddelbar og optimal adgang til veluddannede specialister, der kan sikre en position i den globale konkurrence om afsætning af specielle nicheprodukter. De vil eksempelvis gerne have mange ansøgninger, når de står en ingeniørstilling op.

Og ledere af velfærdsinstitutioner ved godt, at de meget nemt kan risikere at besætte deres institution med ufaglærte på jagt efter at optjene lidt tid, så de kan blive arbejdsløse i endnu en periode, hvis en institution skal ligge på landet.

Regeringens initiativ vendt mod centralisering og globalisering kommer til kort af mindst to grunde, som man har undladt at tage med i overvejelserne.

Det ene er de behov, som moderne mennesker har. Et blik på Maslows behovspyramide kan give et godt indtryk af, hvad der er på spil. De nederste niveauer drejer sig om dækning af fysiske behov som mad og beklædning samt sikkerhed på arbejdspladser, i lokalsamfundet og for familien. Det tredje niveau består af behov for kærlighed og socialt tilhørsforhold. Behov man kæmpede for at dække i 1950’erne og 1960’erne.

Det næste niveau er behov for selvværd og anerkendelse. For at kunne agere som et selvstændigt individ, der forsøger at udstikke en optimal kurs for sin egen tilværelse. Det er behov, der er kommet mere og mere i fokus op gennem 1980’erne og 1990’erne. Endelig er de øverste niveauer behov for selvrealisering – kreativt og moralsk. Og det har været centralt for samfundsudviklingen i 2000’erne og 2010’erne – og er det stadig. Det moderne individs behov er kort sagt blevet både mere omfattende og mere differentieret.

Det andet forhold, som regeringen har overset, er de institutionelle rammer, der er nødvendige for at forfølge disse behov. Der skal være en god dækning, og man skal kunne yde det bedste. Ikke bare for mobiltelefoner, men generelt. Sådan som man eksempelvis forsøger at gøre det med hospitalssektoren, der for længst er blevet omorganiseret i form af de såkaldte supersygehuse, der har støvsuget landet for mindre hospitalsenheder.

Men det er ikke det eneste område, der har udviklet sig efter disse retningslinjer. Og det er dem, som regeringens initiativ forsøger at svække lidt, men man overser her både det moderne menneskes behov og udviklingstendenserne i moderne institutioner og virksomheder. Det kræver nemlig solide institutioner med stor professionalisme og en bred vifte af tilbud for at dække moderne menneskers individuelle og mangfoldige behov.

Det er som om, at regeringens initiativ bygger på en drøm om, at Danmark kan rulles tilbage til 1950’erne og 1960’erne igen. Så man kan føre Danmark tilbage til dengang, at det var glade bønder i andelsbevægelser og solidariske arbejdere i fagbevægelser, der satte dagsordenen.

Der er tidligere set lignende eksempler på tilsvarende initiativer for at vende udviklingen, som det tit hedder. Den forrige regering flyttede en række statsinstitutioner ud i provinsen med det resultat, at de tømte de lokale, kommunale institutioner for de bedste medarbejdere, mens de oprindelige blev boende i København.

Længere tilbage førte vedtagelsen af ny folkeskolelov i 1954 til etablering af 29 selvstændige seminarier til uddannelse af folkeskolelærere. Det antal blev alvorligt minimeret gennem en centraliseringsproces i 1980’erne. En proces der bare er fortsat siden, blandt andet med etableringen af en række ’university colleges’ rundt om i landet.

Og så må man heller ikke glemme etableringen af 5-6.000 nye husmandsbrug efter 1919, der gav husmandsbevægelsen gevaldigt vind i de radikale sejl. For blot i 1970’erne og frem at blive en del af de nye, bæredygtige landbrug.

Der er kort sagt masser af erfaringer og masser af beviser på, at det er en meget vanskelig øvelse.

Regeringens vigtigste fejl er imidlertid, at man gør det til et enten/eller i stedet for et både/og. Det nye initiativ skal gå ud over de eksisterende uddannelsesinstitutioner, og derfor skaber det allerede som udgangspunkt modstand og kritik.

Samtidig er man ikke lydhør overfor, hvad der egentlig skal til for at gøre et fremstød i et tyndere befolket område levedygtigt. Dels skal man undersøge nøje, hvad området har af særlig profil og værdier, som kan bære et nyt fremstød. Det kan være en historie, en tradition, nogle naturlige forudsætninger og nogle ildsjæle. Samtidig kan man styrke disse nye sammenhænge med produktive netværk med de etablerede institutioner. Om ikke andet, så har coronaperioden netop demonstreret, hvor effektive digitale netværk kan være.

Regeringens uheldige logik lige nu er, at for at fremme decentralisering og et liv på landet er det nødvendigt at svække centraliseringen og livet i byerne. Men det hjælper ikke. Man må i stedet tænke, at ved at styrke centraliseringen og livet i byerne vil man også være i stand til at styrke livet på landet. Det kræver sikkert flere ressourcer og politisk vilje til at løfte den opgave. Og faktorer der kan stimulere motivationen til at gøre det – begge steder. Her kan det formodentlig hjælpe, hvis man for alvor åbner folks øjne for, at livet på landet giver større lykke end livet i byerne.

 


Johannes Andersen er lektor emeritus ved Aalborg Universitet. Han har et imponerende forfatterskab i form af både artikler, bøger, arbejdstekster og konferencebidrag bag sig. Derudover er han en af landets mest benyttede foredragsholdere indenfor emnerne unge, tendenser og samfund.

Læs flere spændende artikler på TID & tendensers portal her →