Bag den aktuelle udstilling i pej galleri står den unge designer Liselotte Hornstrup. Med stærke holdninger og fødderne plantet solidt på jorden vil hun gøre op med ‘køb og smid væk’-kulturen.

I et designstudie i Vejen bliver Liselotte Hornstrups design til en realitet. Her er fokus på at designe tøj, som forbrugeren vil beholde i mange år og måske senere hen give et nyt liv.

Det hele startede for snart et år siden, da Liselotte Hornstrup valgte at stifte egen virksomhed. Brandet kom til at hedde // Liselotte Hornstrup // og opstod i forbindelse med et afgangsprojekt på Designskolen i Kolding. Med hjælp fra venner og familie kunne Liselotte med crowdfunding realisere drømmen om at blive selvstændig designer.

Gennem en analyse af Liselotte Hornstrups egen garderobe, begyndte hun at designe og optimere sit yndlingstøj med målet om at skabe tøj med et tidløs design, som kunne holde til at blive brugt, men stadig med et personligt præg. Det er også her inspirationen kommer fra. Det er designet efter, hvad designeren selv mener, der mangler på markedet og ikke efter en bestemt trend.

”Jeg tænker ikke over, hvad der er på mode lige nu. En trend går over med det samme, og jeg designer tøj, der skal holde meget længere,” fortæller Liselotte Hornstrup i et interview med TØJ.

 

Miljøet må ikke tilsidesættes
Ambitionen om at designe holdbart og ressourcevenligt tøj kommer af egen erfaring med branchen. Liselotte Hornstrup bryder sig ikke om den udvikling, der ofte ses i modebranchen. Der bliver ifølge hende produceret alt for meget fast fashion-tøj, og forbrugerne lever i en ‘køb og smid væk’-kultur.

”Tøjet bør anvendes så længe som muligt og gives videre, når det ikke længere er sagen. For mig som designer er det vigtigt at tænke på de ressource vi har og bruge dem på den bedst mulige måde, så vi ikke bidrager til overforbruget,” forklarer Liselotte Hornstrup.

Hele Liselotte Hornstrups kollektion bliver lavet og produceret i Danmark. Designeren syer selv sine unikastyles, mens en dansk systue syer basislinjen. Hun opkøber restmetervarer fra modeindustrien og anvender dem i sin kollektion. Det betyder, at mange styles ofte kun findes i for eksempel 20 styk. Alle unikastyles i kollektionen er lavet af rester og genbrugsmaterialer.

 

Identitet og udtryk i første række
Drømmen for fremtiden er at blive en etableret designer, men det skal ikke være på enhver bekostning. Liselotte Hornstrup ønsker at være en lille designvirksomhed, hvor forbrugeren kan mærke, at de får et lille stykke af designeren og hendes historie, hver gang de køber et design.

”Det vigtigste er ikke at blive verdenskendt. Det skal være på mine egne præmisser, og forhandlere af mine design skal kunne forstå mig og min historie,” slutter Liselotte Hornstrup.

// Liselotte Hornstrup // består af både showpieces og ready-to-wear styles. Liselotte Hornstrup fortæller til TØJ, at forbrugerne oftest forelsker sig i de vilde showpieces, og køber en style fra ready-to-wear delen, hvor samme design-dna og udtryk følger med.

Foto: // Liselotte Hornstrup //