Det er vigtigt at skelne mellem trends i forhold til, hvor de er relevante i værdikæden, og hvor konkrete de bliver; forbrugerdrevne trends er ikke det samme som industri-, branche- eller kategoritrends, men de har gensidigt indflydelse på hinanden.

Dette er et lille uddrag af bogen ’Trendsociologi v. 2.0’ udgivet af pej gruppen. Køb bogen her

Trends på forskellige niveauer og placeringer

Industritrends er f.eks. trends inden for teknologi, produktion og materialevalg mv., som kan påvirke en hel industris eksistensgrundlag og forretningsmodel. En industritrend kan sagtens lede til en forbrugertrend. Dette sker oftest, når der udvikles noget helt nyt, som forbrugerne slet ikke kender til, men som ender med at ændre adfærden radikalt. Et oplagt eksempel er tablets, smartphones og streamingtjenester.

Branchetrends

Branchetrends er trends, der influerer en stor gruppe af virksomheder i samme branche. Her ville man f.eks. tale om hele mediebranchen, med alt hvad det indebærer, og trends som ”mobil” og ”on demand” er her trends, der påvirker alle medier, uanset mediets art, størrelse og målgruppe.

Kategoritrends

Kategoritrends er næste niveau; her tales om trends, der dikterer, om kanterne på smartphonen skal være mere eller mindre runde, hvilket format den fysiske avis skal have, og hvilket nyhedsindhold der egner sig bedst til online eller offline. Et andet eksempel er følgende: Hvis en trend som f.eks. casformal (casual formal) påvirker hele modebranchen, så er en kategoritrend relevant for de enkelte ”underbrancher” eller kategorier, dvs. herretøj, dametøj, børnetøj, sko, tilbehør etc.

Forbrugertrends

Forbrugertrends kan påvirke de andre trends, og omvendt. Nogle gange kan det være svært at skelne mellem, hvor og hvem der startede en trend i denne proces. Et eksempel er den stigende interesse for økologiske varer; her har forbrugernes interesse skubbet til udviklingen, men producenterne (industrien) har også selv stillet flere varer til rådighed, og detailhandlerne (branchen) har givet varerne mere hyldeplads og mere gunstige priser. Med mere hyldeplads eksponeres forbrugerne for flere økologiske varer – og så er kæden sluttet.

I sommeren 2015 udgav pej gruppen den ultimative grundbog i trendforskning. Da den er en grundbog får den (forhåbentlig) en lang levetid.

Bogen består af tre dele:

1. Teori om og praktisk beskrivelse af, hvad en trend er, hvordan den spredes og hvilken effekt den kan have. Her er det alt lige fra de store gigatrends til de små døgnfluer, der er dækket ind ligesom industritrends, kategoritrends, forbrugertrends mv. beskrives.

2. Interview med 17 af verdens bedste trendforskere ud fra grundlæggende spørgsmål om, hvordan de definerer en trend, hvordan de arbejder med dem og hvordan de er endt i denne profession.

3. Praktisk procesbeskrivelse (5 faset proces) med konkrete metoder og værktøjer til selv at arbejde med trends.

Over de kommende måneder vil jeg (og pej gruppens medier både online og offline) dele lidt mere af indholdet med læserne / følgerne og her er således første lille historie baseret på de mange interviews.

Skulle der være nogen, der er interesseret i at få hele bogen i hånden selv (den er på 400 sider), så kan den købes her