Livet bliver længere. Og sjovere. Vi får mange flere valgmuligheder, men også mange flere problemer at tage stilling til, fordi ethvert valg har konsekvenser, som ofte først viser sig, når en beslutning er taget. Verden har åbnet sig. Det betyder, at vi ikke længere kan gemme os bag hækken. De andres problemer er også vores problemer. Og vores problemer er også de andres.

Takket være udviklingen bliver alting lettere, men også mere indviklet og dermed vanskeligere at gennemskue. Den tid, der går, fra en beslutning bliver taget, til den samme beslutning skal tages om igen, bliver kortere og kortere…

Økonomien er blevet kunstig – først og fremmest på grund af digitaliseringen. ’It’s in the air’, kan man sige eller synge, hvis man kender sangen fra 40’erne. Nu har ordene fået en helt anden betydning. IT er i alting – ikke kun i musikken. Alle vegne. It’s in the air, og det påvirker vores tilværelse mere og mere. Musikken kommer helt af sig selv. Ud af ingenting. CD’erne fik en kort levetid. Postkassen på hjørnet er forsvundet. Og posthuset.

Og alle de gode jobs, der var en gang i Etaten. Alting bliver lettere og sjovere og vanskeligere at gennemskue. Til gengæld bliver vi sårbare på en helt ny måde og mere eller mindre sat ud af spillet. Hvor kommer pengene fra? Kan man spørge, hvis det, vi producerer, ikke har nogen fysik. For vi laver jo ikke noget, vi sidder bare og holder møder – eller flytter symboler på en skærm. It’s in the air.

Det er i den situation, der er brug for ledelse. Og det er derfor, der skrives så mange bøger om ledelse. Boghylden er fuld, så enten skal vi smide nogle af bøgerne ud eller udvide reolen. Der er en tredje mulighed, nemlig at læse de gamle bøger én gang til. Så viser det sig, at det er de samme temaer og teorier, der går igen og igen, for ledelse er og bliver ledelse i sin grundsubstans, men alt det, der er rundt om ledelse, og som ledelse drejer sig om, ændrer sig – det vil sige vilkårene.

Det græske ord teori er overraskende nok i familie med et andet græsk ord, nemlig ordet teater. Begge ord er afledt af thèatron, der betyder at se. Det gælder om at se en sammenhæng i det, der foregår, mens det foregår, for det ændrer sig imens. Dels fordi vi blander os i det, der foregår, og dels fordi det ændrer sig mere eller mindre af sig selv. Og vi er selv en del af den sammenhæng, vi forsøger at holde styr på, som om vi sad i et teater og så en forestilling, vi selv var med til at opføre.

Hen over scenen står der med store bogstaver ’EI BLOT TIL LYST’. Det betyder, at vi skal tage det, der foregår alvorligt – selv om det også er for sjov. Det samme kan man sige om ledelsesteorierne. De dur ikke i praksis. De dur kun, hvis vi dur til at få dem til at du. Og da vi selv er med i forestillingen, er det os, der skal være med til at få teorierne til at du.

Det kan ledere ikke klare alene, uanset hvor store anstrengelser, de gør sig. En del af teorierne dur kun en kort stund, mens de er helt nye. Men de dur også bagefter, for det er ikke teorierne, der er noget i vejen med, de er gode nok. Det er tiden, der hele tiden skubber scenen og skaber nye vilkår og omstændigheder.

’Riv pyramiderne ned’, sagde Jan Carlzon i 80’erne. Det var en god teori, så længe den virkede, men den gav også mening bagefter. For teorien er den sammen – det er omstændighederne, der har ændret sig. Det er en god ide at rive pyramider ned, så længe man har en pyramide at rive i. Men når den er væk, mister ledelsen kontrollen, og så gælder det om at komme bort i en fart, så nye kan komme til og får styr på tingene. Igen. Bygge en pyramide. Det ved de dygtige ledere, så de sørger for at få en god kontrakt, når de siger ja til jobbet, så de senere kan sige nej til jobbet.

Jan Carlzons bog kan man stadig lære meget af, men den bruges ikke længere på lederkurser. Det gælder alle de bøger, der skrives på en handelshøjskole, for de ender i en container, når de, der har skrevet dem, falder for aldersgrænsen. Så kommer der nye bøger om ledelse, der lokker med nye teorier, der kan løse alverdens problemer.

Det er ikke teorier, det skorter på, når det drejer sig om ledelse. Og de siger stort set alle sammen det samme, men omstændighederne ændrer sig. Hele tiden. Alting flyder. Turbulens hed det i 70’erne. Det betyder, at der er huller i luften. Så skifter scenen. Det hører med til det, vi kalder udvikling, som er en slags byttehandel: Vi kommer med ét problem og får til gengæld et nyt, som måske er vanskeligere at løse end det, vi lige er sluppet af med.

Nu og da kommer udviklingen snigende, andre gange sker det pludseligt. Covid-19 er et godt eksempel på en forstyrrelse, der for alvor har ændret vores tilværelse i en kort periode. Krisen har vist, hvilken robusthed mennesket er udstyret med. Det er os, der vinder over naturen på den korte bane, samtidig med at vi er en del af naturen og derfor er nødt til at tilpasse os. Det er vi fænomenale til.

Forstyrrelser er ikke kun forstyrrelser, de skaber fornyelser her og der og alle vegne. Det er Covid-19 et godt eksempel på. Covid-19 har vist, at vi er beredte. Omstillingsparate. Men også at vi har brug for en ledelse, der ikke ryster på hånden, når situationen er alvorlig.

Det drejer sig om ledelse. Hvad drejer ledelse sig om? At tage beslutninger i en konkret situation, der ikke er konkret i den forstand, at man på forhånd ved, hvad der vil ske. Og det kan en smart computer ikke fortælle. Det handler også om at tage ansvar, som viser sig bagefter. Det er derfor, det hedder ansvar. Det betyder, at man altid skylder nogen et svar: Hvorfor gjorde du, som du gjorde? Det var fordi, jeg troede… Men du skal ikke tro, du skal vide, og det ved man som regel godt. Bagefter.

Så ledelse er at turde, men også at tage ved lære. Og ledelse er at tage hensyn ikke alene til kunderne, medarbejderne og aktionærerne, men også til miljøet og til naturen. Det kalder vi bæredygtig ledelse, som skal praktiseres i en tid, hvor konkurrencen er benhård og med garanti ikke bliver lettere at håndtere.

Lige nu er vi på vej over den bro, der knytter fortiden til en ukendt fremtid. Det er dér, vi er hele tiden. Vi er på vej. ’Er der nogen efter jer?’, ville vores forfædre spørge, hvis de tilfældigvis kom forbi. Det er der ikke. Vi er ikke på flugt. Vi er er heller ikke på udflugt, vi er derimod med i et omsiggribende kapløb, hvor det gælder om at komme først over på den anden side, som hele tiden flytter sig. Den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryde, synger vi, mens vi løber over broen. Derovre, på den anden side, ligger fremtiden og venter, så vi behøver ikke skynde os. Fremtiden venter.

 


Nils Villemoes

Nils Villemoes har tidligere været lektor ved Institut for Organisation og Virksomhedsledelse på Handelshøjskolen i Aarhus i 35 år. I dag er han en af landets mest populære og efterspurgte foredragsholdere inden for ledelse.

Holdningen i klummen er skribentens egen og er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens holdning.

Læs flere spændende klummer på TID & tendensers portal her →