Vi køber vin hos blomsterhandleren, blomster på benzinstationen, bagerbrød i supermarkedet, smykker i skobutikken, tøj i interiørbutikken og planter hos isenkræmmeren.

Vi køber vin hos blomsterhandleren, blomster på benzinstationen, bagerbrød i supermarkedet, smykker i skobutikken, tøj i interiørbutikken og planter hos isenkræmmeren.

Vi kan få ordnet vores bankforretning hos supermarkedet (Coop) eller hos flyselskabet (Norwegian), mens vi spiller skrabespil og køber kosmetik i flyveren. Døgnkiosken har åben fra 7-23, mens 7-Eleven har åbent hele døgnet. Giver det mening?

JA. For forbrugerne er vilde med det!

De har travlt, kan ikke nå det hele, og vil gerne bare have fikset alle deres problemer på en gang. Det giver SÅ god mening. Så mere af den slags, tak.

Brancheglidning har ofte en lidt negativ klang. Det lyder som om, man som butik går på strandhugst i andre brancher. Men det er faktisk udelukkende positivt. Det handler om at løse problemer, nå en bestemt målgruppe med alt, hvad der er relevant for dem og optimere deres tid.

Brancheglidning sat på spidsen: Og om lidt kommer aftensmaden sammen med avisen. New York Times vil nemlig levere aftensmaden til din dør. Avisen oplever en nedgang i salget af deres printede medier og går derfor nye, kreative veje for at finde alternative indtægtskilder. Denne sommer begyndte New York Times at sælge ingredienser til opskrifter fra sin NYT Cooking hjemmeside.

NYT Cooking har omkring 7 millioner månedlige aktive brugere, og indeholder mere end 17.000 opskrifter fra Times arkivet. Læsere kan gemme og bedømme opskrifter og efterlade noter til andre brugere. Og denne sommer, vil de også kunne købe fødevarekits a la carte eller tilmelde sig en abonnementsservice. Her vil de også få forslag til opskrifter baseret på deres præferencer.

Her er en anden interessant brancheglidning: Finlands postvæsen, Posti, udvidede i 2014 deres services til også at inkludere græsslåning – en ret usædvanlig kombination af jobs til samme medarbejdere, der dog samtidig bliver ekstremt effektiv. Men postvæsnet er i problemer. Der sendes færre breve og nye indtægtskilder skal derfor findes. Således var det i sommeren 2014 muligt at tilkøbe græsslåning hver tirsdag, hvilket er den dag, der bringes mest post ud. Der kunne vælges mellem 30 eller 60 minutter om ugen for 65 euro om måneden, og en funktionsdygtig græsslåmaskine skal være til stede på adressen.

Måske PostNord skulle tilbyde samme service? De leverer i forvejen dagligvarer ud i hele Danmark.

Andre gode eksempler på dobbeltjobs og øget effektivitet er tatovøren, der også er trænet i at spotte hudkræft og bankfolk, der også leder efter tegn på ensomhed eller forsømmelse hos ældre.