Selve grundtanken med big box er, at man har alt under samme tag, lige fra bildæk til kosttilskud. Men problemet er, at konkurrenten har mere på lager – og konkurrenten er her tænkt som nettet.

Ingen kan slå nettet på udvalg (eller pris), og derfor skifter fokus nu fra ’big and boxy’ til ’small and smart’. Flere store amerikanske kæder skalerer ned, bygger mindre og etablerer flere små butikker for at nå flere mennesker end de store kasser. Selv Bilka tænker på samme måde, da de nyeste varehuse er mindre.

Ikea tænker også i samme retning. Hvor de store varehuse tidligere kunne slå på at have et bredt sortiment og lave priser på alt fra møbler til tæpper og småting til indretningen i hjemmet, har giganten vanskeligt ved at leve op til internettets udvalg og gør sig i dag bemærket gennem mindre by-varehuse, pop-up-butikker, restauranter og cafeer for at fange en forbruger, som ikke normalt forvilder sig ud til de store motorvejskryds, hvor big box-giganterne har samlet sig. Den nye satsning sker netop på baggrund af den øgede shopping på nettet og forbrugernes generelle tendens til ikke at ville bruge mere tid på shopping end højest nødvendigt.

Retail

En dagsrejse for forbrugeren
Når det enkelte varehus har svært ved at trække nok trafik, så har svaret været at samle flere af varehusene i områder, hvor de kunne tilbyde forbrugerne adgang til ’one stop shopping’ på tværs af varehuse og dermed tiltrække kunder fra et større geografisk område. Men stor sat sammen med stor, giver ikke nødvendigvis den forventede effekt. Det bliver helt uoverskueligt for forbrugeren, der ender med at skulle på dagsrejse for at se det hele.

Tendensen går i stedet i retning mod mindre, men flere butikker, der kan fungere som showrooms for en bred produktportefølje. I erkendelse af denne udvikling har Ikea besluttet at luge ud – i første omgang i sine australske megabutikker, som dog løbende vil blive suppleret med flere butikker i et mindre format.

Læs flere artikler om detailhandlen her